Uddannelsen
Sådan kommer du i gang
Du kan starte på 2 måder: en skolevej, hvor du begynder med undervisning på handelsskolen eller en praktikvej, hvor du begynder med praktik i en virksomhed.
Skolevej
Går du direkte ind på handelsskolen, skal du afhængig af dine forudsætninger på skole i 12, 40 eller 60 uger, og herefter fortsætter du i praktik i 2 år, vekslende med skoleophold af en samlet varighed på 7-15 uger.
Praktikvej
Her starter du uddannelsen med at indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed. Også her er uddannelsestiden afhængig af dine forudsætninger.
Praktik/elevplads
For at fuldføre den praktiske del af en uddannelse til assistent skal du skaffe dig en praktikplads. Den skal du selv finde, men du kan få hjælp til det gennem handelsskolens praktikservice. Her kan jobkonsulenten hjælpe dig med kontakten til en virksomhed og studie- og erhvervsvejlederen med at udforme en ansøgning.
Uddannelsesaftale
Når du har fundet en praktikplads, skal du og virksomheden underskrive en uddannelsesaftale. Du får aftaleskemaet på handelsskolen, som også registrerer aftalen.
Uddannelsesaftalen er bindende for begge parter. De første 3 måneder af praktiktiden betragtes dog som prøvetid, hvor både du og virksomheden har ret til at opsige aftalen uden varsel og uden begrundelse.
Du får løn i praktiktiden, se HKs hjemmeside. Arbejdsugen er 37 timer.
Skole- og praktikdel
De praktiske opgaver i virksomheden bliver suppleret med undervisning på handelsskolen. Skolen og din praktikvirksomhed udveksler oplysninger, så praktik- og skoleforløb understøtter hinanden bedst muligt.
Uddannelsesbevis
Når uddannelsen er afsluttet og bestået, får du et uddannelsesbevis som dokumentation for, at du er udlært.
18. december 2008,
Filip Lundby