Handelsøkonom
Handelsøkonom med speciale i bilsalg ved Erhvervsakademiet Dania
i Silkeborg, er en 2-årig KVU-uddannelse med det formål at
kvalificere den studerende til at varetage en
bilforretnings/handelsvirksomheds salgs- og
markedsføringsopgaver.

På Handelsøkonomuddannelsen får den studerende både teoretisk og
praktisk erfaring med køb og salg af biler, samt med den
almindelige drift i en moderne bilforretning.
Det første år gennemføres med undervisning på Handelsskolen
Silkeborg. Undervisningen er fysisk placeret på Kursuscenteret,
Bredhøjvej 18. Dette år er SU-berettiget.
Det andet år består af et lønnet trainee/praktikophold i en
bilforretning/handelsvirksomhed, hvor den praktiske uddannelse
gennemføres.
Undervisningen er en kombination af klasseundervisning,
gruppe/projektarbejde samt virksomhedsnær undervisning. Denne del
af undervisningen er generel teori indenfor afsætning og salg,
økonomi, logistik mv. Herudover arbejdes der med temaer, cases og
praktiske problemstillinger fra en bilforretning/handelsvirksomhed,
med fokus på de udfordringer, som omstilling, udvikling og
internationalisering medfører. Gennem samarbejdet med Bilernes Hus,
afvikles der foredrag indenfor f.eks. strategi, forsikringer,
finansiering, logistik, vurdering af biler mv.
Når uddannelsen er afsluttet, vil den studerende være en
eftertragtet medarbejder med et godt og bredt såvel teoretisk som
praktisk grundlag, der vil være et godt udgangspunkt for
videreuddannelse og en evt. lederkarriere.
Uddannelsen gennemføres i samarbejde med Erhvervsakademi Dania, Randers.
Henvendelser vedr. uddannelsen kan ske til koordinator
Nina Albæk, tlf. 87221400, nka@silkehs.dk.


23. marts 2010,
Filip Lundby